mandag den 6. maj 2013

Perlemagere fra Ribe

Tre års arbejde er slut. Tirsdag d. 7. maj udgiver Sydvestjyskemuseer bogen "Perlemageren fra Ribe".
Den fortæller historien om markedspladsen ved åen i Ribe og et af dens ældste håndværk, perlemageriet.
Fra markedspladsens grundlæggelse, henover dens storhedstid og til sidst fald beskrives i et nyt lys. Samtiden og samhandlen med resten af Europa berøres også.
Det er dog Perlemagerens arbejde der fylder mest. 22000 stumper glas har man gennem tiden fundet i Ribes sandede jord, så der er rigeligt materiale at tage udgangspunkt i, når dette håndværk skal beskrives til punkt og prikke.
Bogen indeholder en detaljeret beskrivelse af værktøj, ovntype, råglas og teknikker, så man selv kan komme i gang med perlemageriet i baghaven.


 
Bogen kan bestilles på; museum@sydvestjyskemuseer.dk, købes i diverse museumsbutikker og koster 149,- kr.

torsdag den 19. august 2010

Det royale besøg i Danmarks ældste by.

Det meste af juli stod Ribe på den anden ende, der skulle være royalt besøg i byen d. 29. Alt var klart, selv vejret viste sig fra den pæne side. Med sikker hånd blev regentparret ført rundt i og udenfor byen, i anledning af Ribes 1300 års jubilæum.
Set med "vikingeøjne" blev besøget først rigtig interessant, da Dronning Margrethe efter frokosten ankom til Museet Ribes Vikinger. Udstillingen "Hvorfor Ribe?" skulle have offentliggjort sin dåbsattest.
Museumsfolk, borgmester, ordensmagten og børn i alle aldre var mødt op, for at byde Dronningen velkommen til byens museum
Offentliggørelsen af Ribes dåbsattest var forbeholdt pressen. Sløret blev løftet og dèr var det ældste Ribe. Et par planker fra en brønd, der kan dateres til "ikke senere end 710 og ikke før 704" -hvordan det er lykkedes at putte Esbjergs borgmester ind i montren, det er mig uklart???
Efter at have trukket i snoren og officielt åbnet udstillingen, skulle H. M. Dronning Margrethe selvfølgelig "begaves".
Museet Ribes Vikinger havde valgt at give Hendes Majestæt en vikingestrikket sølvkæde med vikingeglasperler fra Ribe.
Perlemageren var en af de første håndværkere der fandt vej til markedspladsen ved åen omkring år 710. Hans perler var unikke og mange af dem er ikke fundet andre steder end i Ribe.
En passende gave til vores Dronning -og så fik jeg lov til at lave gaven :-)
En halv time gik der, så forlod Dronningen atter museet, næste stop var Ribe Vikinge Center.
Jeg går ud fra kæden og perlerne faldt i god jord. Manden i midten bærer æsken med Dronningens "Ribekæde".
-og det er ganske vist... for sådan var kæden pakket ind.
I lyset gør de sig nu bedre, 17 unikke kopier af Ribe-perler og en vikingestrikket sølvkæde. Engang lå de på græsset i min have. Nu bor de måske i et smykkeskrin på Amalienborg.
Jeg kan sagtens overbevise mig selv om at Dronningen kigger på mig og takker for "Ribekæden".
Virkeligheden er sikkert en hel anden, men det forhindrer vel ikke en i at være bare lidt stolt, vel?